Sider

tirsdag den 29. maj 2012

Gratis kursus om Cooperative Learning


Gratis kursus om CL - ikke dårligt...

Cooperative Learning (CL) har efterhånden gået sin sejrsgang over de fleste af skolens fag. For et par måneder siden afholdte vi på CFU i Aalborg et velbesøgt kursus om CL i historie og samfundsfag. Nu tilbydes endnu et kursus – tilmed ganske gratis!

Kurset udbydes af Museumsundervisning MidtNord. Kurset henvender sig primært til museumsunderviser, men også ganske almindelige skolelærere vil få udbytte af denne dag. Selve kurset foregår tirsdag d. 19. juni på Steno Museet i Århus. Læs meget mere om kurset på dette link her.

mandag den 21. maj 2012

Rift om (kanon-)materialer fra Udlånssamlingen

Siden faget fik sin 'kanon', har der været stor efterspørgsel på materialer, der enkeltvis behandler kanonens 29 punkter.
Flere historielærere og skolebibliotekarer har henvendt sig med ønske om anskaffelse af relevante bøger til arbejdet med kanonpunkterne (- husk: man kan altid sende ønsker til vort Materialeudvalg ved at anvende linket "Materialeønsker" fra søjlen "Søg og bestil" på vor hjemmeside).
Medlemmerne i Materialeudvalget har ikke været karrige med indkøb af forlagenes 'kanon-udgivelser'.
Men CfU kan alligevel ikke følge med efterspørgslen!
Vi kan købe os fattige i kanonbøger, og da der skal jo være rimelig i tingene, kan vi ikke købe uhæmmet ind af netop denne genre.

Så hvis du står og mangler materiale til nogle af kanonpunkter, fx den westfalske fred, så er det nok en god idé at komme ud af starthullerne og få booked , - NU.
Det er jo ganske simpelt at benytte on-line booking fra vor hjemmeside.
Skulle du imidlertid være 'lidt rusten' i anvendelsen af vort DanTek-bookingsystem, så henvend dig til din skolebibliotekar, der vil vide at gelejde dig trygt gennem bookingen.
obs! - husk at have dit UNI•Login klar, inden du går i gang med bookingseancen.

tirsdag den 8. maj 2012

Prøveoplæg

”Jeg glæder mig i denne tid, nu starter afgangsprøverne, så ved jeg, sommerferien kommer”.

Med en omskrivning af indledningen til Peters Jul, ser vi nærmere på prøveoplæggene til afgangsprøven. Det er et stort arbejde, at udarbejde alle prøveoplæg selv, så mange vælger at se hvad forlagene har fremstillet. Skolekom bliver også flittigt benyttet, og nu kommer der så en ny spiller på markedet – tilmed gratis. Det er DR/skole, som har lavet en imponerende samling med i alt 34 forskellige prøveoplæg til fagene historie, samfundsfag og kristendom. Disse oplæg kan findes via dette link.  Fælles for oplæggene er, at de bl.a. indeholder klip fra tv-udsendelser som kilder. Disse vises i høj kvalitet på siden, men dette kræver naturligvis netadgang. I den nye prøvebekendtgørelse er der åbnet mulighed for, at Internettet bruges, og husk, at det det er skoleledernes ansvar, at eleverne kun bruger godkendte websider og ikke kontakter andre elektronisk under forberedelsen.

På CFU har vi selvfølgelig også forlagenes bud på prøveoplæg. Bl.a. er der til Gyldendals ”HISTORIE” og forlaget Melonis bogsystemer lavet prøveoplæg. Læs mere og/og eller book disse bøger via disse links Gyldendal og Meloni. Prøveoplæggene fra Meloni kan også ses direkte på forlagets hjemmeside her.

Det var et par muligheder for, at få inspiration til prøveoplæg, men kig forbi CFU, så finder vi meget mere.

Vi ses på CFU.

tirsdag den 1. maj 2012

Bevægelse i Historietimerne

Der har de sidste år været fokus på det positive samspil mellem fysisk udfoldelse og indlæring. Lærerne skal  til at få eleverne i bevægelse de anbefalede min. 60 minutter om dagen – ikke kun i idrætstimerne, men i alle skoletimer.
- Kan man også gøre det i et fag som Historie, og nytter det noget?, vil mangen en historielærer spørge sig selv.
Man får i hvert fald ikke svaret, hvis ikke man gør forsøget.
CfU står som altid klar med en hjælpehånd.
Her tænker vi på:  "Djeeo - Undervisningsspil med GPS og mobiltelefon".
En kort beskrivelse af udstyret:
Djeeo er en GPS-baseret spilleplatform til brug for undervisning i alle fag. Djeeo undervisningsspil fremmer indlæring, sundhed, skoleglæde og personlig udvikling hos børn og unge. Et spil foregår som et virtuelt orienteringsløb med indbyggede faglige opgaver, og kan sættes op via internet på bare 15 minutter. Djeeo kan anvendes i undervisningen fra 5. klasse og op efter.
Så er det såmænd 'bare' op til dig som didaktikeren, at udnytte muligheden. Det kunne fx være at
bruge udstyret på en fagdag, hvor eleverne sendes rundt til ’historiske aftryk’ (mindestene, gravhøje, boplader, slotte, etc.) i lokalområdet. Krydres evt. med kronologi.
Se mere om at booke udstyret her - få evt. hjælp på dit PLC/Skolebibliotek.
obs! - har du husket "Korte Kurser - Efterår 2012"? Se mere her . Tilmeld dig on-line, tilmeldingsfrist torsdag den 10. maj.





tirsdag den 24. april 2012

Nærværende historie: Med skolen på museum

Skoleåret 2012/2013 skal måske endelig være året, hvor du og dine elever letter numsen og tager på museum for at opleve faget mere nærværende?
De nordjyske museer står klar til at modtage jer!
Fx har Nordjyllands Historiske Museums skoletjeneste lige til alle skoler udsendt pjecen: "Med skolen på museum", hvor du kan orientere dig om mulighederne for at aflægge besøg på et af NHM's 14 udstillingssteder.
Museet har tillige sin netbaserede skoletjeneste, hvor der ligger adskillige materialer til download.
Vendsyssel Historiske Museum har lignende tilbud til historieundervisningen, hvilket du kan læse mere om her.
Med NT's forholdvis nye tilbud: "Mobil-billet - udflugtsbilletten" er det nu tillige økonomisk overkommeligt at tage af sted til store museumsoplevelser.
Faktisk er der god grøde i samspillet mellem skoler og museer. Gennem initiativet "ULF i Midt Nord", hvor der indgåes partnerskaber mellem skoler og museer, er der opstået en mængde undervisnings- og læringsforløb knyttet op mod regionernes museer.
Se om der skulle være noget i dit pastorat (fx har Østermarkskolen og Vesthimmerlands Museum været i spil).

tirsdag den 17. april 2012

Terningerne bliver snart kastet...

onsdag d. 25. april offentliggøres hvilke fag, som 9. klasserne skal prøves i. Historie er som bekendt et udtræksfag, som er i den humanistiske pulje sammen med tysk, engelsk skriftlig, kristendomskundskab og samfundsfag.  Selvom der har været afholdt mundtlig afgangsprøve i historiefaget siden 2008, kan det stadig give anledning til usikkerhed og måske ligefrem panik - selv blandt lærere!

Gå ikke i panik, hvis din klasse skal
til prøve i historie. CFU kan hjælpe.
Traditionen tro laver CFU et kursus, som klæder dig på til denne prøveafvikling. Kurset henvender sig specifikt til de lærere, hvis klasser har haft det held at blive udtrukket til prøven. Dette kursus foregår denne gang i Aalborg, onsdag d. 9. maj kl. 13.00. Kurset starter med en fælles del (sammen med kristendom og samfundsfag) omkring formalia med hensyn til prøveafviklingen. Herefter fordeler kursisterne sig ud på de enkelte fag, hvor vi ser mere specifikt på udarbejdelse af de gode prøveoplæg.

Desuden ser vi bl.a. nærmere på evalueringen af sidste års prøveafvikling. Dette er bl.a. beskrevet i det såkaldte PEU-hæfte, som indeholder evaluering af sidste års prøveafvikling. Denne PEU kan downloades her.

På kurset vil der også være mulighed for, at se nærmere på de prøveoplæg, som forlagene har lavet til hjælp til prøveafviklingen, ligesom vi giver konkrete forslag til opbygningen af det gode prøveoplæg. Programmet for dagen ser således ud:

13.00-13.45: Fælles opstart omkring prøvens generelle formalia.
13.45-14.00: Kaffe.
14.00-16.00: Oplæg omkring udarbejdelsen af det gode prøveoplæg med specifikke eksempler på opgaver inden for de fire hovedområder og med vægt på andre medier end tekster.
Så tilmeld dig her og begynd så småt at glæde dig til afgangsprøven.

Vi ses på CFU.

tirsdag den 10. april 2012

TRE FAG MED ET SMÆK!

Det nye kursuskatalog for efteråret 2012 er netop kommet på gaden. Sprængfyldt med supergode og relevante kurser - men kun få af disse kurser dækker tre fag! Det gør kurset ”Tre fag, tre forlag, tre timer”.
De tre vigtige kulturfag, historie, kristendom og samfundsfag, kan ofte drukne blandt de timemæssige langt større fag i skolen. Derfor tilbyder CFU og forlagene Gyldendal, Alinea og Meloni denne ”mini-bogmesse”. En faglig inspirationseftermiddag, hvor de tre fag er i fokus.
Hvert forlag præsenterer et fag og et materiale, mens CFU konsulenterne holder fagligt relevante oplæg.
Der bliver også tid til, at søge i samlingen - så hold jeres fagteammøder på CFU denne dag.
Fra Gyldendal kommer lærerbogsforfatteren Keld Skovmand og præsenterer bogsystemet ”Religion nu”. Senere får Alinea ordet. Lærebogsforfatter Birgit Knudsen og redaktør Anne Lisbeth Olsen introducerer Udkig-serien, som sætter historie-kanonen i et internationalt perspektiv. Sidst, men ikke mindst fortæller forlaget Meloni om sit samfundsfagssystem.
Arrangementet starter kl. 13.00, tirsdag den 13. november 2012 på CFU i Hjørring, og der er naturligvis kaffe og kage undervejs.
Prisen er kun 100 pr. kursist - så tag hele dit team med. Du kan tilmelde dig her. 
Vi ses på CFU.